Pårørende til en deprimeret: sådan støtter du uden selv at gå ned

Når din partner, dit barn eller din ven bliver ramt af en depression, ændrer det ikke kun deres liv. Det ændrer også dit.

Du skal pludselig bære mere, gætte mere og tåle mere – ofte uden at vide, om det, du gør, hjælper eller gør det værre. Og du kan ikke rigtig tale med nogen om det, fordi det ikke er din historie at fortælle.

Jeg er psykolog i Helsingør, og denne artikel er skrevet til dig, der står ved siden af.

Byrden er reel – og den er værd at tage alvorligt

Pårørende til mennesker med depression er i markant forhøjet risiko for selv at udvikle stress, udmattelse og nedtrykthed. I sammenlignende europæiske undersøgelser er belastningen hos pårørende til deprimerede fundet højere end ved mange andre langvarige sygdomme.

Der er to grunde, som de fleste pårørende genkender:

• Uforudsigeligheden. Man ved aldrig, hvordan dagen bliver. En god dag betyder ikke, at i morgen bliver god.
• Det relationelle tab. Personen er der fysisk, men den, du plejer at være sammen med, har trukket sig ind i noget, du ikke kan nå. Det er en form for sorg, der ikke har noget navn og ikke bliver anerkendt af omverdenen.

Den store misforståelse

Her er den enkeltstående mest almindelige kilde til konflikt i hjem, hvor der er en depression.

Depressionens kernesymptomer ligner viljesstyret adfærd:

• Han bliver liggende – det ligner dovenskab.
• Hun tager ikke initiativ – det ligner ligegyldighed.
• Han svarer ikke, når du taler til ham – det ligner afvisning.
• Hun trækker sig fra jer alle sammen – det ligner, at hun ikke gider familien.

Uden viden er det helt naturligt at konkludere, at personen godt kunne, hvis han eller hun ville. Og når man tror det, følger irritationen og bebrejdelserne af sig selv: "kan du ikke bare tage dig sammen", "du kunne godt, hvis du ville", "tænk på børnene."

Det er faktisk den vigtigste enkeltoplysning i hele denne artikel. Når pårørende får forklaret, hvad der foregår, falder antallet af bebrejdende bemærkninger markant – uden at nogen har skullet anstrenge sig for at være tålmodige. Forståelsen gør arbejdet.

De to fælder

Der er to mønstre, der begge kommer af omsorg, og som begge gør skade over tid.

Fælde 1: Kritikken

Den udspringer af misforståelsen ovenfor. Den lyder som opmuntring – "kom nu, du skal bare i gang" – men opleves af den deprimerede som endnu et bevis på at være utilstrækkelig. Og det er præcis det tema, depressionen i forvejen kværner på.

Fælde 2: Overinvolveringen

Den ser ud som det modsatte og er lige så udbredt. Du overtager alt: opgaver, beslutninger, kontakten med omverdenen. Du holder øje hele tiden. Du opgiver dine egne aftaler. Du er konstant på vagt.

Det er velment. Men konsekvensen er dobbelt:

• Den deprimerede mister de små successer, som faktisk er trin på vejen ud. Når alt bliver gjort for én, bekræftes man i ikke at kunne selv.
• Du selv brænder ud – langsomt, uden at bemærke det, fordi du hele tiden har haft en god grund.

Når du bliver forælder for din partner

Det er ofte sådan, overinvolveringen ender: du holder styr på aftalerne, minder om medicinen, tager beslutningerne, forklarer over for familien. Det begyndte som hjælpsomhed, og pludselig er rollerne skiftet.

Begge parter taber på det:

• Du har fået ansvaret for to voksne og har ingen ligeværdig at læne dig op ad. Og du kan ikke rigtig blive vred, for hun eller han er jo syg.
• Din partner mærker at blive behandlet som en, der ikke kan – hvilket bekræfter præcis den følelse af utilstrækkelighed, depressionen kværner på. Mange reagerer med trods eller ved at trække sig endnu længere væk.

Og så er der det, ingen af jer siger højt: at det, der er væk, er parforholdet. I er blevet noget andet for hinanden.

Hvad forskningen siger om hjemmets klima

Inden for psykiatrisk forskning er det emotionelle klima i hjemmet et af de bedst undersøgte forhold overhovedet, når det gælder risikoen for tilbagefald.

Man ser især på tre ting: hyppige kritiske bemærkninger, en mere generel afvisning af personen, og den udprægede overinvolvering med konstant overvågning og selvopofrelse.

Og forskellen er stor. I opfølgningsstudier af mennesker, der var kommet sig efter en depression, fik en betydelig del tilbagefald, hvis de levede sammen med en partner med et højt niveau af kritik og overinvolvering – mens tilbagefald var langt sjældnere blandt dem, hvis hjem var præget af et roligere klima.

Empati uden at synke med

Der er forskel på at forstå og at overtage.

• Empati er at kunne anerkende og rumme den andens smerte: jeg kan se, det er tungt for dig.
• Sammensmeltning er, når dit eget humør automatisk overtager den andens tilstand: hun er nede, altså er jeg nede.

Det andet føles som loyalitet. Men det hjælper ingen. Der er ingen fordel for den deprimerede i, at der nu er to, der ikke kan noget – og din stabilitet er faktisk en af de mest værdifulde ting, du kan bidrage med.

Hvad du konkret kan gøre

Skift fra vurdering til beskrivelse

I stedet for "du gør ingenting": "jeg lagde mærke til, at du blev hjemme i dag. Hvordan er det for dig?" Den ene lukker, den anden åbner.

Tilbyd noget konkret og afgrænset

Ikke "sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre" – det kræver, at den deprimerede skal overskue at bestille. Sig i stedet: "jeg henter børnene i dag" eller "jeg går en tur klokken fire, tag med hvis du kan."

Støt de små skridt – lav dem ikke om til krav

Når han rejser sig og tager et bad, er det faktisk noget. Anerkend det uden at bygge videre med det samme: ikke "godt, så kan du også lige …"

Overtag ikke alt

Lad så vidt muligt de opgaver blive, som personen faktisk kan klare, også selvom det tager længere tid eller bliver gjort dårligere end du ville gøre det. Det er en del af vejen tilbage.

Vær tålmodig med tempoet

Bedring går sjældent lige op. Der er gode dage midt i det svære, og det betyder ikke, at det er overstået. Omvendt betyder en dårlig uge heller ikke, at alt er tabt.

Tag alvorligt, hvis der tales om døden

Vær ikke bange for at spørge direkte. Det planter ikke idéen – det åbner for, at der kan tales om det. Er du bekymret, så kontakt lægen eller lægevagten på 1813. Ved akut fare: ring 112.

Og hvad med dig?

Det bedst dokumenterede værn mod, at du selv går ned, er ikke at være stærkere. Det er at holde fast i dit eget liv.

• Behold dine egne aftaler. Sport, venner, det du plejer at gøre. Ikke som en luksus – som vedligeholdelse.
• Sørg for steder, hvor du ikke er hjælper. Hvor nogen spørger til dig.
• Del byrden. Andre i familien, en ven, en pårørendegruppe. Deltagelse i pårørendegrupper reducerer dokumenteret den oplevede belastning.
• Overvej selv nogle samtaler. Ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi det er en reelt belastende situation – og fordi det gør dig bedre i stand til at være der.

Psykolog i Helsingør og Nordsjælland

Jeg taler både med mennesker, der har en depression, og med deres pårørende. Nogle gange er det mest brugbare et par samtaler alene til dig, der står ved siden af – om hvordan du bedst støtter, og hvordan du passer på dig selv undervejs.

Fra klinikken i Helsingør (lige ved stationen) har jeg klienter fra hele Nordsjælland, fx Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Tikøb, Kvistgård, Fredensborg og Hillerød. Samtalerne kan også foregå online.

Vil du vide mere om, hvordan selve behandlingen foregår, kan du læse om behandling af depression.

Er du akut bekymret for en anden: kontakt lægevagten på 1813 (Region Hovedstaden) eller ring 112 ved fare. Livslinien har også en rådgivning for pårørende på 70 201 201.