Livskrise, udbrændthed eller depression? Sådan ser du forskellen
Kort fortalt
- De tre tilstande deler mange symptomer: træthed, dårlig søvn, lav energi. Derfor forveksles de tit.
- Det afgørende skel er ikke, hvor slemt du har det, men hvor meget af dit liv det fylder.
- Ved livskrise og udbrændthed er der som regel stadig steder, hvor du kan mærke glæde. Ved depression bliver den evne typisk svækket – men bevaret glæde udelukker ikke en depression.
- Du behøver kun to af de tre kernesymptomer for at opfylde kriterierne. Du skal altså ikke kunne genkende dig selv i hele billedet.
- Tilstandene kræver forskellig hjælp – og udbrændthed kan udvikle sig til depression, hvis den ikke bliver taget alvorligt.
Du sover dårligt, du er drænet, og du kan ikke rigtig mærke noget. Er det en reaktion på det, du har været igennem? Er det arbejdet? Eller er det en depression?
Det er et af de spørgsmål, jeg oftest får – og det er værd at tage alvorligt, for de tre tilstande kræver ikke den samme hjælp.
Jeg er psykolog i Helsingør, og her får du de skel, jeg selv bruger, når jeg skal finde ud af, hvad der egentlig er på spil.
Hvorfor de tre forveksles
Fordi de på overfladen ligner hinanden. Alle tre kan give:
- Nedsat energi og hurtig udtrætning
- Søvnforstyrrelser
- Følelsesmæssig ustabilitet – kort lunte, tårer der kommer let
- Kognitiv træthed: koncentrationsbesvær, dårligere hukommelse
Men de adskiller sig grundlæggende, når man ser på tre ting: hvad der udløste it, hvor meget af livet det fylder, og om du stadig kan blive løftet.
Svær livskrise
En livskrise kaldes i det danske diagnosesystem en tilpasningsreaktion (F43.2). Det er en reaktion på noget konkret, der er sket: en skilsmisse, et dødsfald, en fyring, en alvorlig diagnose. Den opstår typisk inden for den første måneds tid efter begivenheden.
Det, der kendetegner den:
- Tankerne kredser om krisen. Det er dét, der fylder – ikke en generel følelse af, at alt er meningsløst.
- Du kan blive afledt. En god samtale, en film, et barnebarn – der er stadig noget, der kan nå ind.
- Dit selvværd er intakt. Du synes måske, situationen er forfærdelig, men du synes ikke, at du er værdiløs.
- Det aftager, efterhånden som situationen stabiliserer sig, eller du får integreret det, der er sket.
Det betyder ikke, at det ikke gør ondt. En livskrise kan være dybt smertefuld og fuldt ud grund nok til at søge hjælp. Men den har en anden karakter – og som regel en anden vej ud.
Udbrændthed
Det betyder ikke, at det ikke er reelt eller alvorligt nok. Det betyder bare, at systemet ikke har en kasse til det. Depression har derimod sin egen diagnose (F32/F33), og det er en af grundene til, at skellet har praktisk betydning – for eksempel når det gælder tilskud og behandlingstilbud.
Udbrændthed er knyttet til arbejdet. WHO beskriver det som et arbejdsrelateret fænomen, og det forudsætter tre ting samtidig:
- Udmattelse: en gennemgribende følelse af at være tømt for energi.
- Distance og kynisme: du har fjernet dig fra dit arbejde, er blevet negativ over for opgaverne og måske over for dem, du arbejder for.
- Nedsat faglig formåen: en oplevelse af ikke at slå til, af at være ineffektiv, af at det du laver ikke rigtig batter.
Netop derfor virker organisatoriske ændringer så godt ved ukompliceret udbrændthed: aflastning, rolleafklaring, ændrede vilkår. Læs mere under hjælp til stress.
Men den kan glide over i depression
Ubehandlet, langvarig udbrændthed kan udvikle sig til en egentlig depression.
Det sker ikke, fordi man giver op eller mangler modstandskraft. Det sker, fordi kroppens evne til at regulere sit eget alarmsystem svigter, når belastningen har stået på længe nok uden restitution. På et tidspunkt skifter tilstanden karakter – og mange beskriver præcis dét: at det pludselig blev til noget andet og tungere.
Det siger samtidig noget vigtigt om hele denne artikel: de tre tilstande er ikke tre adskilte kasser. De overlapper, de glider over i hinanden, og mange befinder sig et sted midt imellem. Grænserne er flydende – også fagligt.
Er belastningen stadig knyttet til arbejdet, er det ofte rammerne, der skal ændres: aflastning, rolleafklaring, færre opgaver. Er tilstanden først blevet gennemgribende, rækker det sjældent – så skal der behandles, og det tager længere tid.
Med andre ord: skelnen er ikke en diagnose, du skal leve op til. Den er et redskab til at finde ud af, hvad der skal til.
Du kan læse om, hvad der sker undervejs i den overgang, i artiklen om hvordan stress bliver til depression.
Klinisk depression
Depression er noget andet – og i modsætning til stress og udbrændthed har den sin egen diagnose i det danske system (F32 ved en enkeltstående episode, F33 ved gentagne).
For at der er tale om en depression, skal symptomerne have stået på i mindst to uger, og der skal være mindst to af disse tre kernesymptomer:
- Vedvarende nedtrykthed – stemningslejet er sænket det meste af tiden, de fleste dage.
- Tab af lyst og interesse – det, der plejede at give glæde, gør det ikke længere. Fagligt kaldes det anhedoni.
- Energitab – markant nedsat energi og hurtig udtrætning.
Dertil kommer ledsagesymptomerne, hvor flere skal være til stede: nedsat selvtillid, udtalte selvbebrejdelser eller skyldfølelse uden reel anledning, koncentrationsbesvær, uro eller hæmning i bevægelser og tempo, søvnforstyrrelser med tidlig morgenopvågning, ændret appetit og vægt, en dyster opfattelse af fremtiden – og for nogle tanker om døden.
Har du vedvarende nedtrykthed og markant energitab – men kan stadig glæde dig over enkelte ting – kan kriterierne godt være opfyldt. Det samme gælder, hvis du har mistet lysten og energien, men ikke oplever dig selv som decideret trist. Du skal altså ikke kunne genkende dig selv i hele billedet.
Let, moderat eller svær
Depression graderes efter, hvor mange symptomer der er til stede. Det har betydning for, hvilken behandling der anbefales:
- Let depression: to kernesymptomer og mindst to ledsagesymptomer. Her er psykoterapi som regel tilstrækkeligt.
- Moderat depression: to kernesymptomer og mindst fire ledsagesymptomer. Her anbefales typisk terapi, ofte kombineret med medicin.
- Svær depression: alle tre kernesymptomer og mindst fem ledsagesymptomer. Her indgår medicinsk behandling som regel altid.
Det er din læge, der stiller diagnosen og vurderer sværhedsgraden. Men det kan være nyttigt at kende opdelingen, når du taler med lægen – og at vide, at "let" ikke betyder ubetydelig. Det betyder blot, at der er en god chance for, at samtaleterapi alene rækker.
Det typiske: det fylder overalt
Det, der oftest kendetegner en depression, er, at den ikke holder sig inden for ét område. Tomheden følger med på arbejde, hjem i sofaen, med på ferien og ind i de relationer, der ellers betyder noget.
Og stemningslejet holder som regel op med at være reagerende. Ved livskrise og udbrændthed kan noget godt stadig løfte dig lidt, i hvert fald midlertidigt. Ved en svær depression bliver den evne svækket eller helt sat ud – man kan ikke længere "tage sig sammen til" at føle glæde, uanset hvad der sker omkring én.
Men det er et typisk billede, ikke en betingelse. Ved lettere og begyndende depression er reaktiviteten ofte delvist bevaret, og der findes også en anerkendt form for depression, hvor humøret netop godt kan løftes midlertidigt af noget positivt. At du kan grine af noget en fredag aften, udelukker ikke, at du er deprimeret.
De tre side om side
| Svær livskrise | Udbrændthed | Depression | |
|---|---|---|---|
| Udløser | En konkret begivenhed, du kan pege på | Langvarig ubalance på arbejdet | Kan opstå med eller uden ydre årsag |
| Hvor det fylder | Omkring krisen og dens følger | Primært i arbejdssfæren | Typisk alle livsområder |
| Kan du blive løftet? | Ja – du er modtagelig for trøst og adspredelse | Ja – uden for arbejdet | Ofte svært – men delvist bevaret ved lettere grader |
| Selvværd | Intakt | Ramt fagligt, intakt privat | Ofte grundlæggende ramt |
| Tankernes indhold | Sorg, tab, frygt for fremtiden | Frustration, kynisme, fremmedgørelse | Skyld, værdiløshed, håbløshed |
| Hvad hjælper | Normalisering, støtte, praktisk problemløsning | Aflastning, rolleafklaring, ændrede vilkår | Psykoterapi – ved moderat/svær grad også medicin |
Tabellen viser de typiske billeder, ikke faste kriterier. Særligt ved lettere og begyndende depression kan flere af felterne ligne udbrændthedskolonnen – det er en af grundene til, at de to så ofte forveksles.
Tre spørgsmål, der som regel skiller
Hvis du sidder og forsøger at placere dig selv, er det her de spørgsmål, jeg ville stille:
- Er der noget, der stadig kan glæde dig? Ikke meget – bare lidt. En kop kaffe i solen, en samtale, en serie. Kan du stadig mærke det, taler det imod en svær depression. Men det udelukker den ikke: man kan sagtens have en depression med bevaret evne til at nyde enkelte ting, og ved en begyndende depression forsvinder glæden gradvist frem for på én gang.
- Holder det op et sted? Har du det mærkbart bedre i weekenden, på ferien, sammen med bestemte mennesker? Så er tilstanden knyttet til en kontekst, og det peger mere mod udbrændthed eller krise end mod depression.
- Hvad tænker du om dig selv? "Det her er hårdt" er noget andet end "jeg er ikke noget værd, og de andre er bedre stillet uden mig." Det sidste er et alvorligt tegn.
Er du nedtrykt i en længere periode, er det værd at tage alvorligt, uanset hvordan du svarer. Både fordi en depression kan være under opsejling, og fordi en livskrise eller udbrændthed også er gode nok grunde til at få hjælp. Du skal ikke bruge listen til at tale dig selv fra det.
Og hvis du sidder og er i tvivl, om du har en depression – så er selve tvivlen et svar i sig selv. Man begynder ikke at google den slags, fordi alt fungerer. Tvivlen betyder som regel, at noget har varet for længe, og at der skal ændres noget. Hvad det så viser sig at være, kan vi finde ud af bagefter.
Vil du have et mere struktureret bud? Tag depressionstesten
10 korte spørgsmål baseret på PHQ-9, det mest brugte spørgeskema til depression. På 2 minutter får du en score og et bud på, om du bør søge hjælp.
Tag den gratis depressionstest →Hvad kræver hvad?
Skellet betyder noget, fordi behandlingen er forskellig:
- Livskrise: ofte er et kortere forløb nok. Vi normaliserer reaktionen, arbejder med det, der er sket, og med det praktiske, der skal håndteres.
- Udbrændthed: her skal der som regel ændres noget i selve rammerne, ikke bare i dig. Samtidig arbejder vi med de mønstre, der fik dig til at blive ved for længe.
- Depression: her arbejder vi terapeutisk med det, der holder tilstanden kørende – især grublerierne. Ved moderat til svær depression bør du desuden tale med din læge om, hvorvidt medicin skal indgå. Læs mere om behandling af depression.
Og en vigtig pointe: de tre er ikke adskilte kasser. Langvarig udbrændthed kan udvikle sig til en egentlig depression, hvis den ikke tages alvorligt. Det er der en forklaring på – den kan du læse i artiklen om, hvordan stress bliver til depression.
Psykolog i Helsingør og Nordsjælland
Fra min klinik i Helsingør arbejder jeg med mennesker med depression, stress og livskriser. Mange af mine klienter kommer fra Nordsjælland (blandt andet Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Tikøb, Kvistgård, Fredensborg og Hillerød), da klinikken ligger placeret nemt og tilgængeligt overfor stationen i Helsingør. Har du en presset hverdag, eller bor du længere væk, kan forløbet også foregå online.
Har du tanker om at gøre skade på dig selv, så vent ikke: kontakt din læge, lægevagten på 1813 (Region Hovedstaden) eller Livslinien på 70 201 201.
Læs mere om depression og behandling:
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er forskellen på udbrændthed og depression?
Den vigtigste forskel er, hvor det fylder. Udbrændthed er knyttet til arbejdssfæren – man kan typisk stadig glæde sig over privatlivet, og selvværdet uden for jobbet er intakt. Depression er gennemgribende: tomheden følger med overalt, og evnen til at føle glæde er svækket uanset sammenhæng.
Kan udbrændthed udvikle sig til depression?
Ja. Står den arbejdsrelaterede overbelastning på længe nok uden restitution, kan tilstanden skifte karakter og blive til en egentlig depression. Det er en af de vigtigste grunde til at gribe ind, mens det stadig er afgrænset til arbejdet.
Hvornår er en livskrise blevet til en depression?
Vigtige tegn er, at tilstanden breder sig ud over selve krisen, at du ikke længere kan blive løftet af noget som helst, at der kommer udtalt skyldfølelse og værdiløshed – og at det ikke aftager, efterhånden som situationen stabiliserer sig.
Hvor længe skal symptomerne have varet for en depression?
For en depressionsdiagnose skal kernesymptomerne have været til stede det meste af tiden i mindst to uger. Men du behøver ikke vente to uger med at søge hjælp, hvis du har det skidt.
Skal jeg have medicin, hvis jeg har en depression?
Ikke nødvendigvis. Ved lettere depression er psykoterapi ofte tilstrækkeligt. Ved moderat til svær depression anbefales det som regel at kombinere terapi med medicinsk behandling – det er din læge, der vurderer og ordinerer.
Skal jeg vide, hvad jeg fejler, før jeg kontakter en psykolog?
Nej. At finde ud af, hvad der er på spil, er en del af de første samtaler. Du skal bare kunne mærke, at noget ikke er, som det skal være.
Hvor kommer dine klienter fra?
Jeg har klienter fra hele Nordsjælland – blandt andet Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Tikøb, Kvistgård, Fredensborg og Hillerød – ved fremmøde i Helsingør. Bor du længere væk, kan forløbet foregå online.
Er du i tvivl om, hvad det er?
Ring for en kort, uforpligtende snak – eller book en tid med det samme. Vi finder ud af det sammen.
50 min. · 1.295 kr. · Se priser og tilskudsmuligheder
📍 Hovedvagtsstræde 2C, 3000 Helsingør (Lige v. Stationen) · 📞 71 41 59 69