ADHD hos kvinder: hvorfor opdages det først i voksenlivet?

Mange kvinder får først deres ADHD-diagnose langt inde i voksenlivet – ofte efter årtier, hvor de har klaret sig, men undret sig over, hvorfor alting krævede så meget mere af dem end af andre.

Det er sjældent, fordi symptomerne ikke har været der. Det er, fordi de har set anderledes ud, end vi har lært at kigge efter.

Jeg er psykolog i Helsingør og møder mange kvinder, der fungerer godt udadtil, men bruger uforholdsmæssigt meget energi på at få hverdagen til at hænge sammen.

Hvorfor overses ADHD hos piger og kvinder?

Billedet af ADHD er historisk formet af drenge, der larmer, afbryder og har svært ved at sidde stille. Piger med ADHD har oftere den uopmærksomme type, hvor der ikke er noget udadvendt at reagere på.

Typisk ser det sådan ud:

• Hun tjekker ud og ind igen og får ikke altid det hele med – og må så bruge energi på at fylde hullerne bagefter. Men hun forstyrrer ikke nogen.
• Får hun gode karakterer, er der ingen, der opdager, hvad de har kostet.
• Får hun dårlige karakterer, lyder forklaringen, at hun ikke anstrenger sig nok.
• Og mange var heldige, at skolearbejdet faldt dem let. De klarede sig fint alligevel – ikke mindst fordi presset op til eksamen endelig blev stort nok til, at de kunne give den en skalle.
• Uroen er der – men den er indeni som tankemylder, ikke i kroppen som hyperaktivitet.

Når der ikke er nogen ydre uro, er der heller ingen, der spørger. Så bliver forklaringen i stedet, at hun er "lidt rodet", "lidt følsom" eller "ikke helt struktureret" – karaktertræk frem for noget, der kunne undersøges.

Kompensation ser ikke ens ud

Der findes en udbredt fortælling om, at kvinder med ADHD "arbejder dobbelt så hårdt" for at kompensere. Den passer på nogle af de kvinder, jeg møder i praksis, men ikke på alle. Beskrivelserne nedenfor er mine kliniske observationer, ikke diagnostiske kategorier. Du kan læse mere generelt om symptomer og sen diagnosticering hos ADHD-foreningen: Kvinder med ADHD/ADD.

ADHD er et bredt spektrum, og hvordan man kompenserer, afhænger af ens ressourcer, personlighed og kognitive profil. I praksis møder jeg især to profiler – og mange, der ligger et sted imellem.

Hende, der arbejder dobbelt så hårdt

Hun bruger timer på at læse alting igennem en ekstra gang, så uopmærksomheden ikke kommer til at koste fejl. Strategierne er typisk:

• Overforberedelse – dobbelt så lang tid, så ingen opdager, at det var svært.
• Overtilpasning – hun læser rummet og retter sig ind, så hun ikke falder igennem socialt.
• Perfektionisme – én fejl må ikke slippe igennem, for så ryger facaden.
• Kontrolsystemer – lister, alarmer og faste rutiner, som alt afhænger af.

Det virker. Og det er præcis derfor, det er så svært at få øje på – og derfor prisen bliver så høj.

Hende, der ikke bare kan tage sig sammen

For andre er "arbejd hårdere" slet ikke en mulighed. Den eksekutive dysfunktion – vanskeligheden ved overhovedet at komme i gang og holde fast – gør, at flere timer ikke løser noget. Så udvikles der andre strategier, som vi ser på herunder.

Når begavelse skjuler ADHD'en

En høj begavelse kan skjule ADHD i mange år. Ikke fordi vanskelighederne ikke er der, men fordi de bliver dækket af noget andet, der virker.

To mekanismer går igen:

• Hurtig indlæring i stedet for forberedelse. Hvor andre når resultatet gennem jævn, struktureret forberedelse, kan hun tilegne sig stoffet lige inden deadline og helt springe forberedelsesfasen over.
• Hyperfokus, når interessen er der. ADHD-hjernen er i højere grad interessestyret end vigtighedsstyret. Det, der er vigtigt, men kedeligt, er nærmest umuligt. Det, der er fængende, kan til gengæld løses i et intenst, dybt fokus, som andre ikke kan matche.

At finde en karriere, der løbende rammer den interesse, er faktisk en effektiv langsigtet strategi. Mange højtfungerende kvinder med ADHD har ubevidst gjort netop det.

Men bemærk, hvad der sker: hun arbejder ikke nødvendigvis flere timer. Hun arbejder asynkront – i ryk, styret af interesse og tidspres frem for af planlægning.

Deadlines og stress som motor

Den asynkrone arbejdsform kræver ofte færre timer. Men den er ikke let.

Mekanismen er, at opgaven udskydes – bevidst eller ubevidst – indtil tidsnøden skaber en lille krise. Kroppen svarer med adrenalin og kortisol, og det stress-boost erstatter det dopamin, hjernen manglede for at komme i gang.

Prisen betales to steder:

• Slid på nervesystemet. Når kroppens alarmsystem bliver den primære motor for helt almindelige opgaver, fører det over tid til kronisk træthed og markant forhøjet risiko for udbrændthed.
• Den usynlige belastning. Tiden inden deadline er sjældent afslappende. Den er fyldt med indre uro, skyld, skam og angst for ikke at nå det. Det er en psykologisk meget dyr måde at "holde fri" på.

Jeg går mere i dybden med det mønster – og med, hvordan man kommer ud af det – i artiklen om metakognitiv terapi og ADHD.

Følelsen af at have snydt

Her opstår noget, jeg møder igen og igen hos dygtige kvinder med sen diagnose: en vedvarende følelse af at være en bedrager.

Det interessante er, at begge kompensationsprofiler ender der – bare ad hver sin vej.

"Det var held, at det gik godt igen"

Skole og arbejdsmarked belønner konsistent indsats, struktur og grundig forberedelse. Hun har ikke gjort det. Hun har udskudt og så løst det i sidste øjeblik i et intenst fokus.

Resultatet blev objektivt set godt – måske endda rigtig godt. Men fordi hun ikke fulgte den forventede proces, føles succesen ufortjent. Og fordi opgaven blev løst i en tilstand af panik, bliver konklusionen: det var held. Hver gang.

"Det tæller ikke, når det koster mig så meget"

Hende, der har arbejder dobbelt så hårdt, føler præcis det samme – bare med modsat begrundelse.

Hun ved, hvor mange timer der lå bag. Hun ved, at hun dobbelttjekkede alt tre gange, og at kollegaen ville have løst det på det halve. Derfor kommer resultatet heller ikke til at tælle for hende: "jeg er ikke dygtig – jeg har bare knoklet for det."

Begge sidder altså tilbage med den samme frygt for en dag at blive afsløret. Den ene fordi hun ikke gjorde nok, den anden fordi hun måtte gøre for meget.

Hvordan det opleves indefra

Udefra: velfungerende. Indefra ser det ofte helt anderledes ud.

• En hjerne, der kører hele tiden og ikke rigtig kan slukkes – heller ikke om aftenen.
• En følelse af at være bagud, selv når man ikke er det.
• Mental overbelastning ved ting, andre klarer i forbifarten: en indbakke, en indkøbsliste, en fødselsdag der skal planlægges.
• Man ved præcis, hvad man vil – men kan ikke komme i gang.
• En vedvarende, lavintens skyldfølelse over alt det, man ikke fik gjort.

Mange beskriver det som at bruge hele dagen på at holde tingene sammen og først om aftenen mærke, hvor tomme de er.

Når læsset vælter

Kompensationsstrategierne kan holde i mange år. Men de kræver overskud – og når overskuddet forsvinder, holder de op med at virke.

Derfor kommer diagnosen ofte i forbindelse med en belastning:

• Barsel og småbørnsår, hvor søvnen ryger, og kravene mangedobles.
• Et karriereskift eller mere ansvar på jobbet – gerne mere ledelse og administration, mindre af det fagligt fængende.
• Sygdom, skilsmisse eller anden livskrise.
• Overgangsalderen, hvor mange oplever, at koncentration og overblik bliver markant sværere.
• At ens barn bliver udredt – og man genkender sig selv i beskrivelsen.

Som det fremgår af Psykiatrifondens faglige oplysninger om ADHD, er tilstanden ikke noget, man udvikler som voksen. For at diagnosen kan stilles, skal symptomerne have været til stede allerede i barndommen – får man den som voksen, sker det derfor i tilbageblik. Det, der har ændret sig, er ikke ADHD'en, men at der ikke længere er energi nok til at kompensere for den.

Stress, angst og lavt selvværd

Når man i årtier har presset sig selv for at holde facaden, sætter det sig. De færreste kommer til mig udelukkende på grund af ADHD-symptomer. De kommer, fordi der er lagt noget oven på:

• Stress og udbrændthed efter år med kompensation.
• Angst – ofte præstationsangst eller en konstant vagtsomhed for at fejle.
• Lavt selvværd og en hård indre kritiker, bygget op over mange år.
• Søvnproblemer, fordi hjernen ikke falder til ro.
• Uro omkring mad. Nazar og kollegers systematiske review og metaanalyse fra 2016 fandt en sammenhæng mellem ADHD og spiseforstyrrelser, herunder BED. Det betyder ikke, at alle med ADHD udvikler en spiseforstyrrelse, eller at ADHD alene forklarer den.

Hvad hjælper?

Et forløb handler både om at forstå mønstrene og om at finde måder at leve med dem, der faktisk holder i en almindelig hverdag.

At se på strategierne – ikke bare symptomerne

De strategier, der har båret dig hertil, er ofte de samme, der i dag udmatter dig: overforberedelse, perfektionisme eller at bruge stress som startmotor. Sammen ser vi på, hvad du kan lægge fra dig, og hvad der kan træde i stedet.

At arbejde med tankemylderet

I metakognitiv terapi arbejder vi ikke med at få tankerne til at forsvinde, men med hvor meget opmærksomhed du giver dem. Det er ofte dér, den mentale udmattelse kan lettes.

At tage fat om følelsen af at være en bedrager

En stor del af arbejdet handler om at få øje på, at det ikke var held. At løse en kompleks opgave under tidspres kræver noget – det er bare ikke den form for indsats, du er blevet lært at anerkende som gyldig.

Medicin som et muligt element

For mange er medicin en god hjælp, men den står sjældent alene. De fleste har brug for at supplere med nye strategier, før hverdagen for alvor kommer til at fungere.

ADHD hos kvinder – psykolog i Helsingør og Nordsjælland

Fra min klinik i Helsingør (placeret lige ved Helsingør Station) arbejder jeg med voksne kvinder, der er sendiagnosticeret med ADHD/ADD – ved fremmøde og online. Mange af mine klienter kommer fra resten af Nordsjælland, fx Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Tikøb, Kvistgård, Fredensborg og Hillerød. Har du langt til Helsingør eller en presset hverdag, kan hele forløbet foregå online. Ring gerne for en kort, uforpligtende snak om, hvordan et forløb kan se ud for dig.