ADHD hos mænd: to veje til en sen diagnose – og det, de har til fælles

Når voksne mænd får en ADHD-diagnose sent, er der som regel gået årtier, hvor de har haft en forklaring om sig selv – bare en forkert en.

De to typiske historier ser meget forskellige ud udefra. Men de har ofte noget til fælles: en fornemmelse af, at tingene har kostet mere, end de burde – og en tvivl om, hvorvidt man egentlig slår til.

Hvor meget det fylder, varierer meget. Mange fungerer godt, har familie og karriere og ville aldrig kalde sig selv belastede. For dem er det mere en underliggende fornemmelse, som først bliver tydelig i en stressperiode – eller når man ser tilbage på et arbejdsliv, der ikke helt blev, som man havde håbedet.

Jeg er psykolog i Helsingør og arbejder med voksne, der først sent har fået sat ord på, hvorfor tingene altid har krævet mere af dem end af andre.

To veje til en sen diagnose

Drenge bliver i barndommen diagnosticeret med ADHD betydeligt hyppigere end piger – primært fordi hyperaktivitet og impulsivitet er synlige og forstyrrer omgivelserne. Men det betyder ikke, at alle drenge med ADHD bliver opdaget.

Der er især to grupper mænd, jeg møder i klinikken:

• Den stille type – det, man tidligere kaldte ADD. Han larmede aldrig, så ingen kiggede efter.
• Den hyperaktive dreng – han blev set, men blev tolket som besværlig, doven eller udisciplineret frem for som en, der havde brug for hjælp.

Begge fik kritik for uopmærksomheden – for det, de glemte, tabte eller ikke fik gjort færdigt. Den hyperaktive fik bare kritik for sin adfærd oveni. Og ingen af dem fik en forklaring, der holdt.

Den stille ADD-type, ingen opdagede

Han sad bagerst og kiggede ud ad vinduet. Han forstyrrede ikke nogen. Måske klarede han sig fint fagligt, fordi han var kvik nok til at klare sig med en lille indsats.

Udefra blev han opfattet som rolig, dagdrømmende, distræt – eller "lidt langsom". Det, der ikke blev set:

• Han kunne ikke fastholde opmærksomheden på noget, der ikke fangede ham.
• Han glemte beskeder, afleveringer og aftaler.
• Han startede ting, han ikke fik gjort færdige.
• Hans hjerne kørte på højtryk bare for at følge med – uden at det kunne ses.

Han slap ikke for kritik – den handlede bare om noget andet. Ikke om at forstyrre, men om alt det, han ikke fik gjort:

• "Du hører ikke efter."
• "Du er så glemsom."
• "Du kunne godt, hvis du gad."
• "Hvor blev du af?"

Han lærte tidligt at kompensere. Prisen var et konstant, indre stressniveau, som ingen omkring ham anede noget om. I stedet lærte han om sig selv, at han var "lidt rodet" eller "en, der ikke helt får taget sig sammen". Læs mere om det mønster i artiklen om sendiagnosticeret ADHD/ADD.

Drengen, der altid fik skæld ud

Den anden historie er højlydt. Han kunne ikke sidde stille, afbrød, sagde tingene, før han tænkte, kom op at slås og blev sendt uden for døren.

His ADHD var synlig for alle. Men i stedet for hjælp mødte han skældud, irritation og irettesættelser:

• "Kan du ikke lige tage dig sammen?"
• "Du ødelægger det for de andre."
• "Du er for meget."
• "Sikke et potentiale – hvis bare du gad."

Han fik mærkater som klassens klovn, urostifteren eller det uforløste talent. Det var ikke enkeltstående beskeder – det var en løbende fortælling om, hvem han var.

Myten om at "vokse fra det"

Med alderen aftager den synlige hyperaktivitet ofte. Den forsvinder sjældent – den vender indad og bliver til en indre rastløshed, som ingen udefra kan se.

Det har historisk ført til en udbredt misforståelse: at drenge "vokser fra" deres ADHD. Men det, der først og fremmest ændrer sig, er synligheden.

• Hyperaktiviteten bliver til uro indeni – en motor, der ikke kan slukkes.
• De eksekutive vanskeligheder – planlægning, igangsætning, overblik, tidsfornemmelse – bliver som regel hængende.
• Og de bliver først for alvor synlige i voksenlivet, hvor ingen længere strukturerer dagen for én.

Resultatet: det, der som barn blev kaldt uro, bliver som voksen tolket som ugidelighed, ustabilitet eller manglende vilje.

Hvad kritikken gør ved selvværdet

Når man vokser op med ubehandlet ADHD, får man langt flere korrektioner og irettesættelser end sine jævnaldrende. Ikke som enkelte hændelser, men som en vedvarende strøm gennem hele opvæksten.

Over tid lagrer det sig – ikke nødvendigvis som en dramatisk selvforagt, men som en lavmælt tvivl, der bare er der: "jeg burde kunne det her bedre." For mange bliver det til en mistillid til deres egen hjerne og deres egen dømmekraft.

Hos voksne mænd kan det se sådan ud:

• En hård indre kritiker, der kommenterer alt, man ikke nåede.
• En stædig fornemmelse af utilstrækkelighed – uanset hvad man faktisk præsterer.
• Et behov for at bevise sit værd gennem arbejde, præstation eller at være den, der altid leverer.
• Eller det modsatte: at have givet op på forhånd, fordi man alligevel "ikke er typen, der kan det der".

Prisen: job, relationer og økonomi

I voksenlivet viser prisen for den ubehandlede ADHD sig typisk på tre områder.

Job og karriere

• Man kan præstere fantastisk i perioder med hyperfokus og høj interesse.
• Men momentum forsvinder, når hverdagens administrative rutineopgaver tager over.
• Det fører ofte til hyppige jobskift, perioder med sygefravær eller en fornemmelse af aldrig at få forløst det, man kan.

Relationer

• Impulsive udtalelser og svingende humør slider på et parforhold.
• Reaktionerne kommer kraftigere og hurtigere, end man selv ønsker – og tit før man nåede at tænke.
• Mange oplever en udpræget følsomhed over for afvisning og kritik – noget, nogle klinikere beskriver som rejection sensitivity. Det er ikke en selvstændig diagnose, men et fænomen, mange genkender.
• Man trækker sig ofte, netop når man føler, at man har skuffet – hvilket udefra kan ligne ligegyldighed og føre til misforståelser og afstand.

Når følelserne kommer ud som irritation frem for tristhed

Når følelserne kommer op, når bremsen ikke at træde til. Reaktionen er ude, før du selv nåede at beslutte noget. Det er dét, fagsproget kalder følelsesmæssig dysregulering – i praksis betyder det bare, at der er meget kort fra følelse til reaktion.

Hos mænd viser det sig sjældent som tristhed eller åbenlys sårbarhed. Det kommer typisk ud som:

• Lav frustrationstolerance – småting udløser store reaktioner.
• Diffus irritabilitet, der ikke rigtig har en adresse.
• Pludselig, defensiv vrede – især hvis du føler dig kritiseret eller har skuffet nogen.
• Eller det modsatte: kold tilbagetrækning, hvor du lukker ned og går væk.

Det bliver ofte tolket af omgivelserne som egoisme, arrogance eller uvilje til at samarbejde. Indefra er det noget helt andet: et nervesystem, der er gået i alarmberedskab, hurtigere end du kunne nå at gøre noget ved det.

Når parforholdet glider over i en forælder-barn-dynamik

Et mønster, jeg ser igen og igen, er, at partneren gradvist overtager rollen som den, der administrerer.

Hun (eller han) begynder at holde styr på aftaler, minde om regninger, følge op på det, der blev lovet. Det starter som hjælpsomhed og ender som en fuldtidsstilling.

• Partneren oplever at bære et ansvar alene og at skulle huske for to.
• Manden med ADHD oplever at blive overvåget, rettet og umyndiggjort – og reagerer med trods, tilbagetrækning eller skam.
• Begge parter føler sig alene i det. Og den manglende opfølgning tolkes let som ligegyldighed frem for som en eksekutiv vanskelighed.

Over tid slider det både på tryghed og intimitet. Det gode er, at dynamikken kan ændres, når begge forstår, hvad der faktisk er på spil – og der bygges nogle fælles, ydre strukturer op i stedet for, at den ene skal være hukommelse for den anden.

Økonomi

• ADHD-hjernens træk mod her-og-nu-belønning gør faste rammer svære at holde.
• Impulsive køb, uåbnede rudekuverter og for sent betalte regninger giver gebyrer og gæld.
• Det handler sjældent om ligegyldighed, men om manglende eksekutiv energi til at overskue strukturen. Fylder impulskøb meget, kan du læse mere under købeafhængighed.

Skam – og hvorfor mænd søger hjælp sent

Mange mænd med uopdaget ADHD lever med en betydelig indre skam. Forventningen om at være den stabile, strukturerede klippe står i skarp kontrast til det, der foregår indeni.

For at dulme den rastløse uro og følelsen af utilstrækkelighed udvikler mange ubevidste overlevelsesstrategier:

• Kick-søgning og risikofyldte aktiviteter, der giver den stimulering, hjernen mangler.
• Stimulerende midler, der skærper fokus for en stund – for de fleste kaffe og nikotin, for nogle stærkere stoffer.
• Alkohol, cannabis, mad, gaming eller skærmforbrug om aftenen for at dæmpe uroen og få tankemylderet til at slippe, så man kan sove.
• Arbejde i store mængder – den socialt accepterede version af samme mekanisme.

Det sker sjældent bevidst. Set indefra er det ikke misbrug, men noget der virker – lige indtil det ikke gør det længere.

Fordi de sekundære problemer – stress, søvnbesvær, nedtrykthed eller et begyndende misbrug – ofte fylder mest, går der typisk mange år, før den underliggende årsag bliver undersøgt.

Derfor kommer mange mænd først, når noget presser: en skilsmisse, en sygemelding, en samtale på jobbet – eller når deres eget barn bliver udredt, og de genkender sig selv i beskrivelsen.

Hvad hjælper?

Selvom du har levet et helt liv med mønstre, som ingen forklarede for dig, er det ikke for sent at ændre både hverdagen og selvbilledet.

Arbejdet falder typisk i fire dele.

1. Fra skyld til forståelse

Første skridt er at forstå, hvordan din hjerne fungerer: hvorfor igangsætning er svær, hvorfor interesse og tidspres styrer så meget, og hvorfor det aldrig var et spørgsmål om vilje. Den viden er ofte forudsætningen for at kunne holde op med at slå sig selv oven i hovedet.

2. Briller er ikke det samme som at kunne læse

Mange regner med, at en recept løser problemet. Medicin kan for mange fungere som et par briller, der gør billedet skarpt – men brillerne lærer dig ikke at læse.

Medicinen fjerner ikke de strategier, du har brugt et helt liv på at overleve med. Den lærer dig heller ikke at:

• få styr på økonomien og de opgaver, der er hobet op
• genopbygge tilliden og respekten i dit parforhold
• dæmpe den hårde, indre kritiker, der har kørt i baggrunden i årtier

Det er dér, terapien kommer ind – og hvor vi sammen bygger de ydre stilladser, der rent faktisk passer til din hjerne, i stedet for dem, du har presset dig selv ind i.

3. Arbejd med impulsen – ikke med karakteren

I metakognitiv terapi træner man evnen til at registrere en impuls eller en følelse uden automatisk at handle på den. Det er ikke selvkontrol i gammeldags forstand, men en anden måde at forholde sig til det, der dukker op. Læs mere i artiklen om metakognitiv terapi og ADHD.

4. Genopbygning af selvbilledet

Til sidst – og for mange er det her, det rykker mest – skal fortidens mærkater lægges fra sig. At have fejlet i en struktur, der ikke passede til dit nervesystem, siger ikke noget om din karakter. Nogle har også brug for at tale om, hvordan de tager en samtale med en partner eller et voksent barn om det, der er sket undervejs.

ADHD hos mænd – psykolog i Helsingør og Nordsjælland

Fra min klinik i Helsingør (placeret lige ved Helsingør Station) arbejder jeg med voksne mænd, der er sendiagnosticeret med ADHD/ADD – ved fremmøde og online. Mange af mine klienter kommer fra resten af Nordsjælland, fx Hellebæk, Ålsgårde, Hornbæk, Snekkersten, Espergærde, Humlebæk, Tikøb, Kvistgård, Fredensborg og Hillerød. Har du langt til Helsingør eller en presset hverdag, kan hele forløbet foregå online. Ring gerne for en kort snak om, hvordan et forløb kan se ud for dig.